Bulimi og depression

Bulimi og depression

Storhjernebarken – Identitets- og argumentationskonflikt Højredominant Kvinde.

I løbet af det sidste år har jeg ændret mig mere end mange mennesker gør på et helt liv. Jeg har mærket bunden, smerten, lettelsen og forandringen og kunne ikke have undværet noget af det, hvis jeg skulle være så langt som jeg er i dag. Jeg har sagt farvel til min spiseforstyrrelse, der havde domineret hele mit ungdomsliv, fundet glæden og lysten til min kreativitet og nået havoverfladen i et ocean af suicidaltanker og frygt. Nu kan jeg ånde.

…Jeg startede i en bulimigruppe på et af Københavns Hospitals behandlingscentre Som afslutning på mit forløb skulle jeg besvare et bibel-langt spørgeskema identisk med det skema, jeg skulle besvare inden gruppeforløbet gik i gang. Et skema, der skulle sige noget om graden af, hvor slem éns spiseforstyrrelse og depression er. Til min store undren lå kurverne udfra mine spørgsmål nu helt nede på normalen og nogen steder endda under, hvor de før havde ligget helt i det røde felt….

…Et stædigt standpunkt, der var ved at koste mig min relation til dem. De var skyld i vores dårlige kommunikation og elskede mig ikke højt nok. Efter at have modtaget tankefeltterapi, har jeg nu opnået en helt fjollet tæthed med mine forældre. Jeg kan nu acceptere og rumme deres fejl, hvor jeg før ville afskære dem og jeg kan nu sige fra og til, alt efter hvor jeg selv er…

Stå op, være vred og rastløs, gå på arbejde, spise for lidt, komme hjem, spise for meget, være ked af det og opgivende, have dårlig samvittighed over at være kreativt blokeret, blive ekstremt træt, gå i seng. Efter sommeren 2011 havde jeg fået mig et job som ekspedient i en boghandel og derfra gik det ned ad bakke. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Jeg har altid haft det svært. Jeg har altid følt mig anderledes. Talentfuld, men anderledes og med en eller anden smerte gemt dybt indeni. Da jeg var lille, drillede de andre mig i skolen med at være overvægtig og da jeg fyldte 11 år, var mit største ønske at tabe mig. Min storesøster foreslog mig at have en ugentlig slikdag uden sødt ugens resterende 6 dage. Det resulterede i et endnu mere forstyrret forhold til mad og slik og helt konkret et sygeligt fokus på vægt og kropsfigur. Da jeg første gang besøgte Martin i efteråret 2011, spiste jeg skiftevis restriktivt og havde overspisninger. Jeg havde haft en spiseforstyrrelse i 8 år, der nu havde udviklet sig til bulimi. Mit kropsbillede var forvrænget og jeg havde bildt mig selv ind, at “hvis jeg bare tabte mig x antal kilo, så ville mit liv blive fuldendt, tomheden ville forsvinde og jeg ville kunne blive den stjerne og kunstner, jeg altid inderst inde vidste jeg var”. Det var et løgnagtigt løfte, men var ikke desto mindre var det mit mantra og min opfattelse af virkeligheden indtil efteråret 2011, da jeg mødte Martin. Efter 8 år med spiseforstyrrelsen var der nu endelig nogen, der stillede spørgsmålstegn ved den. På det tidspunkt føltes det som om, at hele mit livsgrundlag havde været løgn. Spiseforstyrrelsens løfter havde været løgn og lagt låg på langt større problemer.

Efter at have arbejdet intenst i tankefeltterapi med tunge fortidskonflikter mellem mine forældre og jeg, min kreative blokering, min spiseforstyrrelse og frygt for fremtiden og en spirende dødsangst, gik jeg ned med depression. Følelser som angst, vrede, magtesløshed og skam – som altid havde boet i mig og ligget lige under overfladen – blev forløst og tvang mig i knæ. Jeg sygemeldte mig i første omgang fra mit arbejde med influenza og havde omkring tre dage, hvor jeg overvejede min situation, men uanset hvordan jeg vendte og drejede det, havde min krop sagt fra. Jeg var færdig med at gøre ting, jeg ikke havde lyst til og kunne denne gang ikke “tvinge mig selv selv videre” uden at have løst tingene.

Jeg startede i en bulimigruppe på et af Københavns Hospitals behandlingscentre, men erfarede hurtigt, at det var som at slå i en pude, og fortsatte behandlingerne hos Martin, trods det, at det var mod hospitalet reglement – det var strengt forbudt at være i behandling andre steder samtidig. Jeg begyndte langsomt at være i stand til at træffe mine egne valg omkring mad og blev mere og mere komfortabel med min egen krop. De andre piger i gruppen så undrende til, da jeg på rekordtid kæmpede mig ud af mørket kort efter min start i gruppen. Da jeg forlod gruppen efter et halvt år, var det som lægernes “raske pragteksempel”. Jeg kan kun i dag sukke ved tanken om, at de gik videre i systemet med den opfattelse af, at det var deres ekspertise, der hjalp mig til helbredelse af mit forstyrrede kropsbillede og min spiseforstyrrelse. Havde jeg ikke fået TFT-behandlinger løbende ved siden af i al den tid, er jeg sikker på, at jeg havde været præcis, hvor jeg var, da jeg startede i gruppen – hvis ikke det havde forværret min situation at være i rum med piger uden strategi mod deres spiseforstyrrelser.

Jeg skulle senere hen høre fra en veninde fra gruppen, hvordan størstedelen af de piger, der havde været en del af mit forløb, var gået ud af gruppen kort efter jeg gik ud, da de ikke følte, at behandlingen hjalp. Det siger virkelig noget om vores sundhedssystem i dag. Som afslutning på mit forløb skulle jeg besvare et bibel-langt spørgeskema identisk med det skema, jeg skulle besvare inden gruppeforløbet gik i gang. Et skema, der skulle sige noget om graden af, hvor slem éns spiseforstyrrelse og depression er. Til min store undren lå kurverne udfra mine spørgsmål nu helt nede på normalen og nogen steder endda under, hvor de før havde ligget helt i det røde felt. Udover til spiseforstyrrelsen, blev der blandt andet spurgt til overordnede emner som ensomhed, sociale relationer, selvværd og livsglæde. Jeg havde fået behandlet traumer vedrørende alle disse emner ved hjælp af TFT hos Martin i syv intensive måneder og kan på ingen måde tillægge distancerede læger anderkendelsen for, at jeg nu har fået det meget bedre.

Et ordsprog siger, at forandringen skal komme fra én selv. Svært, når man er vred på sine omgivelser og jeg var utroligt vred på mine forældre alle mine teenageår. Nogen gange har der været åben verbal krig i huset. Det har altid været mit udgangspunkt, at de måtte ændre sig. Et stædigt standpunkt, der var ved at koste mig min relation til dem. De var skyld i vores dårlige kommunikation og elskede mig ikke højt nok. Efter at have modtaget tankefeltterapi, har jeg nu opnået en helt fjollet tæthed med mine forældre. Jeg kan nu acceptere og rumme deres fejl, hvor jeg før ville afskære dem og jeg kan nu sige fra og til, alt efter hvor jeg selv er. Jeg er overbevist om at ændringen kom med min forandring. Jeg husker fra starten af mit terapiforløb en øvelse, Martin førte mig igennem. Jeg skulle skrive alle negative ting ned om mine forældre, som jeg gik og rugede over. Efter at have set de hårde udsagn på papir blev nøglespørgsmålet så stillet: ”Har du det også sådan med dig selv?”. Det var starten på en lavine af tanker omkring mit forhold til mine forældre. Jeg tror på nuværende tidspunkt, at jeg har været igennem alle tænkelige følelser til mine forældre det sidste år. Jeg havde også en periode, hvor jeg nærmest benægtede at være deres datter, fordi jeg følte, at mine dårlige egenskaber og ulykke kom fra dem. Gennem behandlingerne kunne jeg med tiden slutte fred og først dér kom glæden ved deres selskab. Renselsen omkring mit forhold til mine forældre har ligeså meget været en renselse af mit selvhad. I takt med behandlingerne fik jeg det bedre og det styrkede min relation til min mor og far.

Efter spiseforstyrrelsen har det tit været svært at mærke et solidt grundlag. Hvem er jeg, hvor skal jeg hen, fortiden kommer lige imod mig. Pludselig står jeg med en masse tid og jeg kan mærke min krop igen. Alting føles ikke som rettet mod en afgrund længere, men som en sti mod noget nyt. Jeg ved først, hvem jeg er, når jeg ikke tænker, men netop bare er.

Kærlig hilsen Sandra

Bulimi, mani og migræne arrow-right
Next post

arrow-left 100 procent af mødre med autistiske børn har unormale tarmflora.
Previous post