Lungecancer og væske i lungerne

Jeg var der for alle andre end mig selv

Laila bliver diagnosticeret med lungekræft og vælger at sige nej til den traditionelle behandling. I stedet opsøger hun Martin for at få behandling med emotionel frihedsteknik. Stik imod lægernes forventninger får hun det bedre.

Da Laila sidder over for lægen, har hun det langt bedre fysisk, end hun har haft længe. Det er næsten to år siden, hun lagde cigaretterne på hylden helt bogstaveligt fra den ene dag til den anden. Det bratte skift fra storryger til slet ikke at røre cigaretter gjorde Laila så dårlig, at hun til tider troede, hun skulle dø. Hun afslog dengang at få sine lunger røntgenfotograferet, fordi hun ikke turde, af frygt for at lægerne ville finde noget. Efter kvælningsfornemmelsen holdt op, har hun nu givet lægerne lov til at tage billederne.

– Der er en skygge på den ene lunge, siger lægen og peger på røntgenbilledet. Vi vil tage en biopsi, så vi kan afgøre, hvad der videre skal ske. Laila ryster på hovedet. Hun vil ikke have taget nogen biopsi. Der har været mange tanker den seneste tid om hendes familie og om livet i det hele taget. Hun er netop begyndt på et kursus, der handler om alternativ behandling, med blandt andet kinesiologi, krystalhealing og metasundhed på programmet. Ideen om, at kroppen kan helbrede sig selv, er begyndt at summe i hendes tanker, og hendes vejrtrækningsproblemer er inden for den sidste tid aftaget en del. Laila er sikker på, at kroppen er i en form for helbredelsesfase, og at hun selv kan klare det, hun står i. Da hun lukker døren bag sig lidt efter, har hun en aftale med lægen om, at hun bare kan komme igen, hvis hun skifter mening. Men Laila ved, at det ikke kommer til at ske. Der går henved 5 år, inden hun atter sidder over for en læge for at få svar på røntgenbilleder af lungerne.

Trapperne tager energi
Lailas vejrtrækningsproblemer begynder, noget før hun holder op med at ryge. På det tidspunkt bor hun en kilometer fra busstoppestedet og bliver stakåndet af bare at gå ned for at handle. Selvom hun har en fornemmelse af, at det kan skyldes rygningen, er hun ikke klar til at droppe cigaretterne.

Da Laila får tilbudt en anden andelsbolig tættere på busstoppestedet og samtidig lige over for, hvor hendes datter og svigersøn bor, slår hun til. Så skal de tunge løft med indkøbsposerne op ad trapperne til 3. sal ikke tage alle hendes kræfter. Hun glæder sig til at få lidt mere energi. Da Laila flytter, får hun det straks bedre.

Vejrtrækningsproblemer

Når vi taler om bronkial slimhinde og muskulatur, har vi med en territorial frygtkonflikt at gøre, en chok-/frygtkonflikt eller en overvældelseskonflikt. I alle tilfælde er en pludselig fare opstået.
I den aktive fase er der cellesvind i bronkiernes slimhinde for at give plads til større luftindtag. Slimhinderne mister sin følsomhed, og tilstanden opdages sjældent. Kan give forøget ind- og udånding (hyperventilation). Hvis muskulaturen også er berørt, kommer der også cellesvind her. Muskulaturen kan blive delvist lammet med åndenød til følge. Konflikten kan give depression.

I reparationsfasen: Efter konfliktløsningen gendannes slimhinderne. De svulmer op og kan blive overfølsomme. Opsvulmningen kan give mangelfuld luftpåfyldning af de små lungeblærer, som kan gøre det svært at trække vejret – der kan være symptomer på åndenød, angst for at kvæles, tør, smertefuld hoste eller hoste med slim eller blod. Hosten kan vare i månedsvis, hvis der er triggere. Hvis konflikten er gået dybt, kan der i reparationstoppen opstå lungebetændelse.

Mødet med det alternative
Laila trives de næste år i lejligheden og nyder at have sin datter, svigersøn og barnebarn boende lige overfor. Men på et tidspunkt begynder datterens humør at skifte, og på de dårlige dage må Laila ikke komme ind og er nødt til at aflevere ting gennem vinduet.
– Hendes smerte blev min smerte. Fysisk kunne jeg mærke, hvor svært det var for hende, men hun ville ikke have mig i nærheden. Jeg forsøgte at få hende til at gå til lægen, men hun ville ikke, og jeg mærkede bare, hvordan min energi forsvandt mere og mere. Alligevel prøvede jeg at hjælpe hende og mit barnebarn.

Fem år efter dør Lailas bror af kræft. Efter brorens begravelse taler Laila med nogle gode venner, og hun bliver inviteret til indvielse af nogle lokaler sammen med dem. Her kommer hun i kontakt med en underviser i metasundhed, som fortæller hende om, hvordan psyken hænger sammen med det fysiske. Laila lytter interesseret. Da hun et par år før var på kursus i alternativ behandling, hørte hun om det første gang, og hun synes stadig, det er spændende. Undervejs i snakken kommer det frem, at der er kurser i udlandet. Selvom Laila godt kunne tænke sig at komme et eksotisk sted hen og lære mere, tænker hun, at det med hendes vejrtrækningsproblemer nok ikke er smart at rejse til et bjergrigt sted, så da underviseren fortæller, at han også holder kurser herhjemme, slår hun til.

– Jeg meldte mig til kurset sammen med en veninde. Kurset varede en uge og var helt fantastisk. Jeg syntes, det var de bedste penge, jeg nogensinde havde givet ud. Endelig følte jeg, at jeg fandt mig selv og kunne forstå mig selv. Jeg kunne mærke dybt inde, at her var der noget sandhed omkring mig, og hvem jeg var. På det tidspunkt var det ikke mere konkret end det, men jeg vidste, at jeg havde fat i noget.
De næste måneder læser Laila mere om, hvordan tankerne styrer alt. Hun finder ud af, at al sygdom bunder i det, vi tænker, og at hun kan spise nok så mange C-vitaminer, men at det i bund og grund er hendes egne tanker, der har indflydelse på hendes helbred.

– Jeg kiggede rigtig meget på mig selv og mit indre efter kurset. Men jeg havde stadig ikke fået fat i, at det var mig selv, jeg skulle nurse, og ikke andre. Jeg følte stadigvæk, at jeg skulle hjælpe alle mulige andre, før jeg selv kunne få det, som jeg gerne ville. Da januar sætter ind med kulde og mørke, dør Lailas datter efter at have fået to hjerneblødninger. Barnebarnet, der står tilbage, er bare 19 år, og

Laila forsøger at hjælpe hende.
Fire måneder efter datterens død opsøger Laila lægen, fordi hun kan mærke, at der er noget i lungerne. Lægen sender hende hospitalet, hvor hun kan komme til med det samme. Denne gang går hun med til at få sine lunger røntgenfotograferet. Et par dage efter får hun at vide, at der er en skygge på hendes røntgenbilleder. Derudover er hele hendes højre lunge fyldt med væske, og det er det, der gør, at hun har svært ved at trække vejret.

Vand er et traume
Når en person har væskeophobning i kroppen, er der tale om en væskekonflikt. Det vil sige en oplevelse, som personen har haft, hvor vand var involveret, eller følelsen af at stå med vand op til halsen og/eller en følelse af angreb mod brystet. Væske i lungerne er et tegn på, at kroppen nu er i reparationsfasen.

Konfliktindhold sker som en form for angreb mod brystkassen. Det kan være et reelt slag og stød eller i overført betydning. ”Vi skal operere dig i brystet” eller ”Det var som et slag i brystet”.
Efter konfliktløsningen nedbrydes celletilvæksten med en mindre væskeophobning i lungehinde/lunge og eventuelt lungehindebetændelse ofte med nattesved og let feber, før tilstanden bliver normal igen. Hvis man samtidig føler sig ensom, isoleret og forladt, kan væskeophobningen blive stor. Det medfører ofte, at man er nødt til at blive tappet for væske, og dermed sker der en fornyet følelse af ”angreb”, og man er inde i en ond cirkel. Hvis tømning bliver nødvendig, så hold det på 1-2 liter.

Ønsker ikke traditionel behandling I de næste 14 dage taler Laila med fire forskellige læger. Som regel har hun en veninde med, som tager notater under konsultationerne.
Men den dag lægen fortæller hende, at det er kræft, er hun alene.

– Det lyder måske mærkeligt, men jeg blev faktisk meget lettet, for jeg vidste, at der var noget galt, og nu kunne jeg endelig gøre noget ved det. Lægen forstår slet ikke Lailas glæde, men det generer ikke Laila. Efter et hektisk år, hvor hun har haft meget fokus på alle andre, skal hun til at tage sig af sig selv og sætte ind over for vejrtrækningsproblemerne. Men Laila føler modstand over for den videre behandling på onkologisk afdeling.

– Jeg havde ikke lyst til at blive dårlig af den traditionelle behandling med kemo og stråler, og hvem siger, at man overlever den? Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle dø, så ville jeg hellere dø af min egen behandling.
Lægerne tilbyder hende at tappe vandet fra hendes lunge, så hun kan trække vejret friere, og det siger Laila ja til. Det er symptombehandling, ikke decideret kræftbehandling. På hospitalet tapper de to liter væske fra Lailas lunger, men desværre stikker de hul på lungen, og Laila bliver indlagt på enestue. Til trods for at hun ikke har det særlig godt, nyder hun roen omkring sig, mens hun er indlagt. Det er første gang siden sin datters død, at hun føler, at hun kan slappe af. Desværre bliver lungerne hurtigt fyldt op igen, så hun i tiden derefter skal tappes hver uge. Inden hver tapning føler Laila det, som om hun er ved at blive kvalt, og det fører til slem angst. En af Lailas veninder spørger på et tidspunkt Laila, hvorfor hun ikke tager kontakt til nogle af alle de mennesker inden for den alternative verden, hun kender, for at få hjælp. Laila skriver derfor til den behandler, hun har mødt tidligere, og han henviser hende til Martin.

Nye vinkler på sygdommen
Da behandleren besøger Laila første gang, finder han hurtigt ud af, at en del af Lailas problem bunder i, at Laila ikke elsker sig selv, og at væsken i lungerne kommer, fordi hun har fokus på andre, ikke sig selv. Desuden er vandet i lungerne opstået, fordi Laila har haft en drukneulykke som 10- årig i Sverige, og den er nu blevet reaktiveret af følelsen af at stå i vand op til halsen i hendes nuværende livssituation.

– Jeg tog hans ord til mig med det samme, og det var rigtig godt, at der pludselig kom et konkret billede på, at jeg skulle arbejde med mig selv. Jeg skulle holde op med konstant at stå til rådighed for andre og lære indimellem at sige nej. I begyndelsen var det angstprovokerende, at jeg skulle tænke på mig selv og mine egne behov, men efterhånden fandt jeg ro i det. Vi fik også talt om drukneulykken og om, hvad den havde gjort ved mig. At jeg altid havde set vand som symbol på liv, og at det besidder en enorm kraft, så når det kom imod mig, ville jeg miste kontrollen over mig selv og blive svag. Vandet ville tage min viljestyrke. I tiden derefter bliver Laila behandlet derhjemme. Laila har nemlig ingen energi, og alene tanken om at skulle ud ad døren og af sted føles uoverskuelig.

– Jeg blev bedre til at mærke mig selv og blev også i stand til at sige, at jeg syntes, det var forstyrrende, når han bankede på mine punkter, mens vi talte. Så han begyndte i stedet at heale på mine meridianpunkter, og det gav mig meget mere ro til at nå ned i mine følelser. Jeg blev også opfordret til at skrive dagbog om, hvordan min krop reagerede på det, jeg oplevede. Laila har en briks, hvor hun kan ligge, når hun bliver behandlet, og hun føler, at hun nu får hul igennem til en masse tanker, der ligger og spærrer. En dag mærker hun en energi, som er hendes fars, og det undrer hende, for hun er ret afklaret i forhold til ham. Lailas far døde, da Laila var ung, og hun har hele tiden følt, at hun har fået sagt farvel til ham. Alligevel er der noget, der gør, at hun har brug for at tale om ham. Laila forsøger at finde frem til de følelser, hun tilsyneladende har om sin far. Lailas far elskede at spille klaver og komponere musik, men Lailas mor var imod, at han evig og altid sad og spillede, så det var kun, når moren var på arbejde, at han foldede sig ud, og Laila satte sig ved siden af ham. Sammen spillede og sang de i flere timer, indtil moren kom hjem. Laila begynder at græde, og en vrede mod hendes mor dukker op. Snart finder Laila ud af, at hun skal helt tilbage til dengang, hun er 4-5 år, før hun kan mærke, at hun elsker sin mor. Laila har tit tænkt over, hvorfor hun ikke føler, at hun elsker hende, og nu ved hun, at det har noget at gøre med hendes forhold til faren.

– Behandlingerne hjalp mig til at se, at mit liv, fra jeg var ganske lille, havde bestået i at tolke alt negativt. Også min fars kreativitet. Fordi jeg ikke følte mig elsket af min mor, havde jeg aldrig turdet lukke op for, hvem jeg virkelig var. Pludselig blev det klart for mig, at tilbøjeligheden til at se alting så negativt havde givet mig kræft. Jeg havde ikke turdet se min kreative side, som jeg havde arvet fra min far, som noget positivt. Den var i mine øjne blevet et svaghedstegn, men nu kunne jeg godt se, at den var fantastisk, og at jeg skulle give den plads og ikke benægte og holde den nede som tidligere. Jeg besluttede også at fokusere på alt det gode omkring min datter, som jeg ellers førhen også havde set meget negativt hos.

Efter behandlingen for væske i lungerne bliver Laila atter tjekket for væske i lungerne. Det viser sig, at der ikke længere er væske. Og det samme sker til de efterfølgende kontrolbesøg. Væsken er væk.
Angst ses ved alvorlige diagnoser Frontalangst, som Laila oplever, hænger sammen med en følelse af, at
noget eller nogen kommer hen imod os, som vi ikke kan beskytte os mod, ligesom det også kan være en følelse af magtesløshed og hjælpeløshed. Angst ses ofte i forbindelse med alvorlige diagnoser. Ved en konfliktløsning vil de psykiske symptomer forsvinde, og på det fysiske plan vil der kun være få symptomer.

Kræften på retur
På et tidspunkt modtager Laila et brev fra hospitalet, hvor der står, at hun har kræft på fjerde stadie, og at kræften har spredt sig til lymfekirtlerne Trods den dystre ordlyd er hun sikker på, at hun nok skal klare det.
– Jeg vidste, at det, jeg gjorde, var det rigtige. Jeg kunne mærke en bedring i mig selv, fordi jeg var blevet meget mere bevidst om mine tanker. Igennem de alternative behandlinger havde jeg fået en viden om, at livet hang sammen på en anden måde, og det var måske derfor, jeg turde sige nej til det etablerede system.

De følgende scanningsresultater støtter hendes fornemmelse af at være på rette vej. To af hendes fire tumorer er blevet mindre på kun fire måneder. Laila er stolt over, at hun har modet til at vælge den vej, som hun føler er rigtig for hende. Hun synes selv, at hun har budt sin krop nok gift i livet, og derfor er den traditionelle kræftbehandling slet ikke en mulighed. Når to af tumorerne allerede er skrumpet, er der i Lailas optik også håb for, at de andre gør det, så indtil næste scanning arbejder hun med sine tanker.

– Jeg ved, at der stadig er noget i mine tanker, jeg skal arbejde med. Kræftdiagnosen fik jeg for fem måneder siden og kan ikke forvente, at jeg bliver rask fra den ene dag til den anden. Men jeg er taknemmelig for, at der allerede nu er ting, der er begyndt at vende i mine tanker. Jeg er overbevist om, at to af mine tumorer voksede, og at jeg blev syg, fordi jeg måske har været for involveret følelsesmæssigt i forhold til min datter.

Når jeg får sluppet noget af det, får jeg det bedre. De venner og bekendte, som følger mig, kan godt se, at jeg kan mere og mere. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden behandlingerne med EFT. Jeg er et levende eksempel på, at det, jeg gør, er rigtigt for mig. Og hvis man ikke kendte mig, ville man ikke kunne se, at jeg er syg.