Sceneskræk
Fantastisk! Da jeg skulle spille på Copenhagen Songwriter Festival den 19. august 2011, gik jeg på scenen uden scene-skræk for første gang i mit liv. Det er et helt nyt liv at kunne gå på scenen uden scene-skræk. Uden at hele ugen har været en kamp for at forberede sig på den nærtstående katastrofe der udspillede sig i mit hoved. Nu føler jeg mig meget mere fri på scenen end jeg nogensinde har gjort, og jeg kan nyde at synge og spille på scenen frem for at være ved at dø af skræk. Det er et helt nyt liv for en Singer-songwriter som mig, med et brændende ønske om at kunne leve af min musik.
1000 TAK for hjælpen!
Nanna Larsen
Recording & Performing Artist Singer & Songwriter
Nanna Larsen 2000 Frederiksberg Copenhagen, Denmark
www.sonicbids.com/nannalarsen
www.gigmaven.com/nannalarsen
www.myspace.com/nannalarsen
http://www.facebook.com/pages/Nanna-Larsen/141692875895925
Nanna Larsen har sunget semi-professionelt i 20 år, og har udgivet 2 soloalbums. Derudover medvirkede hun i Dansk Melodi Grand Prix i 2004 og har haft i alt 8 singler på P4 gennem årene og en enkelt på P3. Nanna beskriver sig selv som udadvendt, kreativ, kærlig og sensitiv. Hun spiller på guitar og underviser i guitar, sang og sangskrivning på, blandt andet, Rytmisk Center i København. Nanna har turneret i Tyskland og USA, både som solist og med sit band.
Fra Sceneskræk til Sceneglæde -Fortsættelse TV showet ’Voice’
Jeg har lidt af helt utroligt præstationsangst det meste af mit liv. Jeg har ikke tal på hvor ofte jeg fx har glemt tekster mens jeg optrådte som sanger. Det værste Black out jeg har oplevet var til min eksamen i Biologi på Universitetet. Jeg havde brugt 2 år på at lave mit speciale, – jeg var bedre inde i stoffet end nogen, – men da censor spurgte om noget simpelt i min opgave anede jeg det ikke. Klappen var gået ned. Jeg måtte sige højt at jeg vidste jeg vidste det, men ikke havde adgang til det. Bagefter sagde censor til mig, at han aldrig havde set nogen være så nervøse.
Præstationsangst påvirkede hele mit liv. Har man om jeg en lang uddannelse, har man gået i skole i ca. 20 år. 20 ÅR med tests, eksaminer og opgaver. Det var et helvede for mig, med søvn-mangel og dårligt selvværd. Jeg tror præstationsangsten bunder i en dyb, dyb frygt for misbilligelse. En frygt der fæstnede sig i mig i min barndom, hvor der var høje krav til mine præstationer og hvor jeg samtidig manglede tryghed og nærhed. Jeg vil ikke gå i detaljer men blot nævne at jeg er voksent barn af en alkoholiker og en dysfunktionel familie. Frygt var dybt indgroet i mig.
Præstationsangsten påvirkede også min store passion: Musik. Jeg spillede klaver og sang. Men jeg var for bange til at spille og synge for andre. Jeg kunne sidde i timer og lave mine egne sange. Jeg blev ofte tilbudt forskellige ting, som fx at være sanger og pianist på musikskolens talentlinje, men jeg turde simpelthen ikke – og så dukkede jeg bare ikke op. Senere i gymnasiet ville jeg gerne synge i musicalen, men meldte mig som sufflør. Så kunne jeg sidde nede foran og kigge på de andre der havde modet. Det er lidt ligesom at være i et mentalt fængsel.
Senere påvirkede det dårlige selvværd og præstationsangsten mit valg af uddannelse. Jeg turde ikke søge ind på Musikkonservatoriet. Så jeg aner ikke engang om jeg ville have været god nok. Jeg valgte Biologi som det mindste onde. Så ku’ jeg gå rundt i gummistøvler i naturen for mig selv, – her kunne jeg gemme mig væk, fra de mennesker der kunne vurdere og bedømme mig. Jeg blev utrolig trist af ikke at lave det jeg brændte for. Jeg gik ned med stress som projektleder på min først fuldtidsstilling som miljømedarbejder. Derfra blev jeg deprimeret og angsten begyndte at tage over. Det blev uoverskueligt at tage telefon, se mine venner og sige ja til et nyt job. Jeg isolerede mig. Efter en tur hos lægen, fik jeg hjælp på en angstklinik på rigshospitalet. Det var rart. Jeg begyndte at genvinde et nogenlunde funktionsniveau og kom tilbage i almindeligt arbejde, dog aldrig fuld tid.
Midt i alt depressionen fandt jeg ud af, at musikken er det vigtigste for mig. Det er dét, der får mig op om morgenen og gør livet værd at leve. Uden fokus på musik, havde jeg bare lyst til at dø.
Så med hjælp fra venner, lidt fondsmidler og en lille arv indspillede og udgav jeg mine sange, og tog ud og spillede. Sceneskrækken fulgte med. Ikke en sund spænding, men en ødelæggende præstationsangst, der forhindrede mig i at fokusere det jeg skulle: Synge mine sange og evt. sige noget mellem numrene – og måske endda nyde at synge mine sange. Det var en kamp. Jeg gik til psykolog og selvhjælpsgrupper i årevis for at få et bedre selvværd, men sceneskrækken blev ikke særlig meget bedre.
Så mødte jeg Martin og TFT! Efter få ganges behandling var jeg pludselig mere rolig og kunne bedre nyde at stå på scenen. Jeg var ikke paralyseret af angst og jeg begyndte at kunne slappe af. Det var en meget anderledes fornemmelse at stå på scenen. Det mindede lidt om glæde.
TV showet ’Voice’
Året efter blev jeg mere modig. Jeg meldte mig til Voice, efter overtalelse fra en veninde. Jeg havde altid svoret at jeg aldrig ville melde mig til sådan noget, – det var jeg simpelthen for bange til. Jeg ville jo dø af skræk. Men Martin havde gjort underværker og jeg tænkte at det var da en god lejlighed til at møde mine dæmoner og få fjernet min sceneskræk én gang for alle. Jeg vil jo gerne leve af musikken, og sceneskrækken stod som en kæmpe stor forhindring mellem mig og min drøm.
Første audition til Voice før alle optagelserne, hvor man viser hvad man kan overfor nogle castere, glemte jeg pludselig teksten mens jeg stod og sang. Gammel frygt dukkede åbenbart op når jeg tog en endnu større udfordring. Jeg troede faktisk ikke de ville vælge mig derefter. Men de var åbenbart mere tilgivende overfor mig end jeg selv kan være nogen gange, og de kaldte mig tilbage.
Velvidende at TV-showet ville være den ultimative udfordring for min sceneskræk, gik jeg ind i et intensivt forløb med Martin. De dage vi ikke mødtes og bankede sammen, bankede jeg på mig selv. Det var rart, at have et værktøj til at dæmpe den daglige angst og det ubehag der dukkede op i forbindelse med alle optagelserne, præstationerne og hurlumhejet rundt om. Med Martins hjælp kom jeg hele vejen til Liveshows’ne. Det er jeg stolt af. Jeg havde aldrig i mit liv regnet med at se mig selv i noget der kræver SÅ god nerver og selvværd. MIG der for få år siden med angst var dømt til et stille liv på sidelinjen.
Jeg tænker at det var kærligt for mig ikke at gå helt til finalen – 3 ugers optagelse mere – selvom det selvfølgelig havde været den ultimative sejer over sceneskrækken. Optagelserne var utrolig belastende for mig fysisk og psykisk, og hele tiden at ligge under for produktionsplanerne og det skårede budget. I fremtiden vil jeg byde mig selv kærlige vilkår der passer til mig, og mit eget velbefindende skal i første række uanset.
Jeg gik fra oplevelsen af ikke at kunne huske teksten til min egen sang til castingen, og så medvirke i et program der strækker sig over 2 måneders optagelser og sangpræstationer – deriblandt at synge for knap 1 million seere på TV2. Det er en KÆMPE SEJR for mig. Ja sceneskrækken bankede på når jeg optrådte, men jeg gjorde det jeg troede var umuligt og jeg er stolt af mig selv, og ovenud lykkelig for den hjælp jeg fik af Martin. Lad mig sige det sådan: Det havde aldrig været muligt uden Martins hjælp!
Når jeg synger og spiller i dag er sceneskrækken for det meste omdannet til sceneglæde og en let spænding, der sørger for at min energi er fokuseret. Jeg er taknemmelig for alle de erfaringer og al den hjælp jeg har fået og jeg er glad for at kunne give mine erfaringer videre til elever og kolleger.
Af Nanna Larsen – `Voice´
Dansk