Depression, stress og udbrændthed
Hej… Jeg har en historie som jeg godt kunne tænke mig at dele med dig. Jeg sidder her og nyder udsigten foran mit nye hus. Det er lidt ude på landet, der er udsigt ud over Isefjorden, og det er på landet og her er stor grund med grantræer, rådyr, egern og frugttræer og der er fantastisk. Jeg har sådan en høj hævning så jeg har en udsigt ud over det hele. Og det giver mig også udsigt og overblik over mit liv, og det kan jeg rigtigt godt li.
Sådan har det ikke altid været. Jeg er flyttet for en måned siden og det kan jeg faktisk tak Martin Hejlesen Jensen for!
Det vil jeg faktisk godt fortælle dig hvorfor. Jeg hedder for øvrigt Lise, er 41 år gammel og mor til tre piger. Gift og mor til tvillinger på 8 og en storesøster på 10 år og som du nok godt kan regne med, er det noget af en mundfuld at have tre små børn. Det var samtidig også en stor mundfuld, at jeg arbejdede som seniorprojektleder. Det betød at jeg for en 3-4 års tid siden, der gik jeg ned med flaget. Jeg havde depression, stress og udbrændt hed. De vidste jeg sådan set bare ikke, jeg synes bare at jeg kørte rundt i hamsterhjulet, og den ene dag tog den anden og jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde været glad. Jeg var så bange for, at dem på mit arbejde ville opdage, at jeg ikke kunne noget, at jeg slet ikke hørte til på den der arbejdsplads mere. Jeg følte mig fuldstædig ved siden af mig selv.
Så kom jeg jo så til psykolog, til læge og fik at vide jeg havde depression. Så blev jeg faktisk endnu mere syg fordi, så blev jeg vildt bange. Hvad var det for noget og hvad var der ved at ske med mit sind – var jeg ved at blive sindssyg? Eller hvad skete der med mig? Det blev i hvert fald ikke bedre af, at få af vide, at jeg havde en depression. Det blev det faktisk værre af. På et tidspunkt efter nogle måneder, tænkte jeg ”at det ville faktisk værre bedre, hvis ikke jeg var her” jeg havde bare ikke lyst til at være her. Det var nemmere hvis jeg var død! Heldigvis, så havde jeg de her tre piger som jeg vidste med mig selv, eller jeg har tre piger som jeg vidste med mig selv, dem kan jeg ikke forlade eller bare stikke af fra og tag livet af mig selv. Det kan jeg simpelthen ikke. Det er bare for usselt. Så derfor, så var det jo ikke nogen løsning at tage livet af mig selv. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Så selvom jeg havde fået samtaleterapi, jeg havde fået motion og alt mulig god støtte hjemmefra, fra min mand. Så havde jeg brug for antidepressiv medicin og jeg fik et kick af og pludselig på en måned så var oppe at flyve og var klar til hele verden igen. Og det var som sådan godt nok. Bortset fra, at jeg ikke havde fået løst de problemer der lå bagved hvorfor jeg overhovedet havde fået stress, depression og udbrændt hed. Og det er sådan noget som at være flinkepigen og siger ja til det hele. Bekymrer mig om, hvad tænker de andre om mig? Og ikke turde stå ved mine værdier. Så de sidste par vintre har jeg haft nogle røvturer for at sige det lige ud, med noget vinderdepression, noget øv, vrede og galskab. Noget ked af det hed og ikke kunne styre mine følelser.
Jeg kontaktede Martin sidste vinter og Martin han hjalp mig med et forløb på 5 gange. Og det første Martin egentligt sagde til mig, vi fandt ud af sammen, det var. Det kan godt være, det sådan set hedder en klinisk depression men er faktisk nødvendigvis ikke det, det handlede om som sådan. At det der var grunden til at jeg som sådan havde flyttet mig fra mig selv og tabt mig selv, tabt mine værdier og mit liv. Det var at jeg havde flyttet mig fra mine kerneværdier. Det der netop var mig, netop at bo på landet, at være i kontakt med naturen og i forbindelse med naturen og have luft omkring mig og have overblik og have oplevelsen af at jeg hører hjemme i mit rette element.
Jeg er vokset op på landet og indtil jeg var 30 år boede jeg på landet og havde får, gæs og ænder og ja et lille landsted. Og det var rigtigt dejligt, indtil jeg så skulle skilles og valgte at flytte til byen, fordi nu skulle jeg væk fra det der liv, der. Og jeg har ikke haft kunne overskue, at skulle flytte. Jeg har slet ikke kunnet overskue at skulle flytte, på ingen som helst måde. Før Martin enligt kommer ind og får mig til at indse; det billede jeg har af, at det er smart at bo i et parcelhuskvarter, man er tæt på skole, tæt på indkøbsmuligheder, man er… Jeg boede også dejligt tæt til vandet, men jeg boede i en lukket firekant hvor jeg følte at sidde og glo ind i naboens hæk eller en i naboens tag og ikke kunne få vejret. Jeg var ved at få klaustrofobi af det parcelhus der. Og det var smart fordi det var godt for børnene, at så var der legekammerater det ene og det andet, men det var bare ved at tage livet af mig.
Så fra ikke, at have energi til noget som helst, så gik jeg faktisk ud at satte huset til salg, fik det solgt, købt et nyt fantastisk sted. Flyttede og nu er vi landet i vores nye sted og nu er vi landet og jeg kan mærke hvor meget energi det har givet mig.
Så ja, det kan godt være en psykolog vil kalde det depression, jeg tror det er, at miste mig selv og mine egne værdier. Og Martin har hjulpet med mange flere ting, har vi fundet ud af sammen, ud af de her forløb, som jeg har været hos Martin. Det har givet mig mere ro, har givet mig mod til at stå ved mig selv og mine værdier og mod til at skille mig ud fra min familie og kan man sige tidligere relationer og stå ved hvad jeg egentligt tror på og det er fantastisk og en rigtig god fornemmelse.
Så det var lidt fra mig og om min historie. Jeg håber det kan inspirer dig til at gøre noget ved, hvis du synes livet ikke er som det burde være. Hvis du har brug for hjælp til at komme videre og få hjælp til at få helede nogle gamle spændinger. Få hjælp til at smide noget mentalt bagage ud af din rygsæk, som du render rundt med og som binder dig til din fortid.
Alt mulig held og lykke til jer
Dansk