I onsdags skete der det, at da du så (det i) mig, der har skabt problemer for mig hele mit liv, som noget positivt (for ikke at tale om peptalken ), var det ligesom om, der dumpede en tilladelse ned til mig, en tilladelse til at være (til), og til at være mig på godt og ondt.
Ikke at livet pludselig bliver lettere, når jeg nu går rundt og er indadvendt, sensitiv, har et tosse gen og gemmer på en lille Pippi inden i 🙂 særling..........nu på den gode måde), men at jeg stille og roligt må lærer, at acceptere, at jeg ikke kan trykke på off knappen på den del af mig jeg tror ikke kan bruges, og at resten af mig bare kan køre med on knappen tændt, uden at det får konsekvenser, det er jo bare .
Der er ingen off og on knap, det er alt sammen bare mig, på fuld tid, jeg er ikke delt i små stykker jeg kan vælge fra og til, jeg må tage hele pakken . Og ja Gud har ikke lavet en fejl , men har "bare" givet mig mulighed for, at lære meget på denne her tur..............jeg skal bare altid huske det!

Om lidt har jeg jo så overskredet en af mine usynlige grænser, ikke bare ved at skrive dette, men også, når jeg trykker send (jeg klapper mig selv på skulderen)

"Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne"
Friederich Nietzche

Hilsen Jeanette