Fra en identitet a la autoimmune sygdomme til en identitet a la Jungledyret Hugo.

 

En indre forvandling, der ændrede min ydre verden.

For mange år siden satte jeg mig selv på autopilot og skruede
mit lys ned på vågeblus. Jeg ventede på at livet gik, jeg fortjente jo så tydeligt ikke mere af det. Og livet det gik, det gik forbi mig.

Engang imellem gjorde jeg et forsøg på at få det bedre, der var jo et eller andet som ikke fungerede. Jeg læste en masse selvhjælpsbøger, prøvede en masse alternative behandlinger og det gav mig altid noget i et stykke tid. Det var bare som om jeg kun tillod at det skrabede lidt i overfladen.

Sommeren 2015 satte jeg mig for, at nu skulle det briste eller bære, dette var den sidste chance jeg ville give mig selv, hvis mit liv ikke ændrede sig, var det bare håbløst. Jeg havde bare lyst til at gemme mig i det bagerste hjørne i en mørk skuffe.

En mere sand identitet af hvem jeg inderst inde er.

Nu 7 måneder senere har jeg skrottet autopiloten. Jeg har skruet op for mit lys. Det blafrer stadig i vinden, men andre mennesker kan se, at det lyser stærkere, og jeg kan mærke det. Jeg hviler mere i mig selv, og jeg tror også, at det er det, jeg udstråler.

Det hele startede for alvor allerede efter 2. eller 3. behandling. Jeg
vidste bare, at skulle jeg rykke mig, var der noget, jeg blev nød til at ændre i mit liv. Jeg måtte tage nogle af de sværeste beslutninger i mit liv. Jeg følte, at måtte tage en afstand i en periode til mennesker der ikke var gode for mig lige nu, for at finde mig selv.

Herefter kom et hårdt efterår, hvor der blev arbejdet med ting, der var pakket så langt væk, at jeg ikke ville have kunnet finde derned alene. Der kom lys på overbevisninger, jeg ikke forestillede mig jeg havde.
Tænk at jeg følte, at jeg ikke havde ret til at optage en plads på jorden, at jeg var så forkert, at det ville være lettere ikke at være her, at jeg var ansvarlig for andre menneskers manglende lykke og derfor ikke selv fortjente nogen.
Så er det pænt op ad bakke!

Så var der alle de mennesker, jeg lod bestemme over mig. Tror jeg
aldrig helt nåede at opdage, hvem jeg var. Allerede som barn var jeg
ekspert i at være, det jeg troede de ville have jeg skulle være. Jeg hoppede på tungen og slog knuder på mig selv. For det meste var det nemmest bare at gøre mig lille og usynlig. På den måde kunne jeg ikke gøre noget forkert, eller være til besvær. Ikke underligt, at jeg ikke ønskede at være her.

Men hvor og hvem var JEG? Den smule jeg så var jo ikke god nok til at blive elsket. Jeg lukkede af for andre mennesker. Hellere være alene.

I dette efterår opdagede jeg at der var håb. Jeg følte også at jeg mange gange hang i neglene på kanten af sorte huller. jeg havde nogle turer, hvor jeg tudede så inderligt, at kroppen rystede så meget at jeg dårligt kunne trække vejret. Jeg troede at nu var der total nedsmeltning.

I bagklogskabens lys, så ved jeg, at der var så megen sorg der blev
forløst, så megen healing der fandt sted.

I december var der helt sikkert lys for enden af tunnelen. Var jeg virkelig så tæt på udgangen?

Endelig mærkede jeg for alvor, at der var sket noget. En indre forvandling, der ændrede min ydre verden.
Nu kommer der positivt feedback fra omgivelserne. Min chef spørger mig hvad der er sket, han har aldrig set mig så glad før. Han var glad for at jeg åbnede munden mere. Jeg begyndte at føle en større fortrolighed med mine unge arbejdskolleger og jeg får knus og tak fra de mennesker, der kommer på min arbejdsplads.
Jeg kan se at forholdet til min far, er ved at ændre sig. Jeg er ved at lære at bede om hjælp. Jeg kan bedre sige fra og til uden at undskylde. Jeg har opdaget, at min stemme og mening tæller.

Nu står jeg lidt usikkert i forårs lyset i marts måned. Jeg er stadig på en rejse, nu med blod på tanden, og utålmodig efter mere. Det føles så godt at lette på bagagen, måske kan jeg nu nøjes med en lille håndtaske.

På de løbeture jeg igen kan tage efter 3 år, oplever jeg af og til at jeg i et par sekunder er ét med universet, wow!

Mine unger spørger hvilke “stoffer” jeg er på, når jeg på en ganske
almindelig onsdag skruer helt op for musikken, og finder på at danse rundt og synge. Jeg er begyndt at unde mig selv det godt.
Jeg går og smiler til mine medmennesker og de smiler igen. Så mange smil.
Det begynder at boble indeni, jeg er sikker på, at det er livsmodet og
livsglæden der er ved at indfinde sig, jeg har aldrig følt det sådan før.

Tvivlen på mig selv er der stadig en gang imellem. Er det sikkert at
vise hvem jeg er? Er jeg god nok? Hvad nu hvis jeg drejer forkert af igen?
Jeg har indset, at jeg får de indsigter jeg har brug for, på det
rette tidspunkt, hvis jeg husker at trække vejret og mærke efter hvad jeg føler. Nu tror jeg på, at det jeg føler er rigtigt. For mig.

Jeg skal huske ikke at være så hård ved mig selv, jeg er bare et menneske, jeg har ikke en facit liste. Jeg er taknemmelig, jeg er ved at finde fred i mit sind, min sjæl og i mit hjerte. Jeg behøver ikke at slås med mig selv så meget mere. Der er sket meget på disse måneder og sikke en transformation når jeg ser tilbage.

Så tak for de blide, kærlige og tålmodige skub og den healing jeg har fået under hver eneste behandling.

Af hjertet tak Martin Hejlesen Jensen

Kærlig hilsen fra
Jeanette

PS ! Nu er en lyden af Jungledyret Hugo bare sagen, når humøret er lidt nede.

Våg å være ærlig
våg at være fri
våg at føle det du gjør
si det du vil si.
Kanskje de som holder munn
er reddere enn deg?
Der hvor alt er gått i lås
må noen åpne vei.

Våg å være sårbar
ingen er av stein
Våg å vise hvor du står,
stå på egne bein.
Sterk er den som ser seg om
og velger veien selv.
Kanskje de som gjør deg vondt
er svakest likevel?

Våg å være nykter
våg å leve nå.
Syng, om det er det du vil
gråt litt om du må.
Tiden er for kort til flukt,
bruk den mens du kan.
Noen trenger alt du er
og at du er sann!

Hans Olav Mørk